Kategoriarkiv: Oplevelser i marken

Kundebondedag, honningsøde porrer blev puttet.

Når man starter en kundebondedag ud med en sang – ovenikøbet flerstemmigt – bliver man glad, hvis man ikke var det i forvejen.

Men det var vi, for vi havde glædet os til at komme og hjælpe med porreplantningen og honningslyngningen.Allerede fra det første minut i briefingen om porrerne, blev selv garvede haveejere klogere. Porrer skal man nemlig ikke bare proppe i jorden og så håbe på regn. Næh, deres rødder skal klippes helt rigtigt, de skal stå helt rigtigt og de skal vandes helt rigtigt. Det er ikke så underligt, at grøntsagerne på Blakgården bliver så flotte – der er nemlig styr på teknikken bag afgrøderne. Janus styrer rækkerne som en øko-Napoleon.

Hvis der findes en gud, var det denne dag helt klart en solgud. For ved Gud, hvor han/hun bagte vores nakker! De der var i marken, med den særlige lave-hul-greb, og senere de, som skulle sætte porrer i og vande, fik en solid dosis D-vitamin. Men så var det jo fint, at vi kunne bytte lidt rundt, så man kunne komme i skyggen og klippe rødder på de små porrebasser. Produktionsapparatet og arbejdskæderne fungerede optimalt og porrerne fik al den kærlighed, de kunne ønske sig.

Der var også folk der var gået i kælderen. Muligvis et smart træk solen taget i betragtning. Men de fik sandelig også lov at arbejde for den flydende føde, som flød ud af honningslyngen. Ikke en dårlig idé at lade en smule flyde over de jordbær, som køkkenholdet havde høstet til dessert. De kom på bordet efter en dejlig frokost med friskopgravede kartofler, naturligvis, for nu er de klar.

Kundebondedag#1: Lugning af jordbærrækker

Så blev året skudt igang med den første kundebondedag. Dagens program var lugning af jordbærrækkerne. Efter imponerende rettidig op møde af de tilmeldte blev dagen startet med skønsang fra værtsparet og med-sang fra de frivillig. Herefter instruerede Janus i den farlige kunst at luge jordbær. Citat udfra forfatters hukommelse:

Det er livsfarligt at luge jordbær! I skal være opmærksom på tre ting:

  1. Kun gå i traktor sporet
  2. lug og vend al jord mellem planterne og ind til stokken; Både det synlige ukrudt og det der ikke er blevet til noget endnu skal luges.
  3. KUN lug den aller øverste del af jorden da man ellers skære jordbærplantens, relativt højtliggende, rødder over

Med den besked gik de frivillige til værks! 1/3 startede med at gå uden for traktorsporet og 1/3 lugede kun det synlige ukrudt. Men hurtigt var alle på ret kurs igen og høj sol, højt humør og individuel hastighed dikterede resten af formiddagen, kun afbrudt af kaffe og en masse snak.

Jordbær er lige på trapperne:

Forfatter med årets første spidskålshøst. De er klar til høst i marken nu (Husk kun at plukke de som er faste i hoved!):

Landbrugselev Gabriella

Hej Alle sammen,

Jeg hedder Gabriella, og jeg er så heldig at kunne være landbrugselev Gabriellahos Janus Sølvsten. Min praktikperiode på Blakgården er en del af min landbrugsuddannelse og jeg bliver ”global organic farmer” fra Kalø Økologiske Landbrugskole, når jeg er færdiguddannet om 2 år.

Jeg startede på Blakgården i slutningen af februar, og skal arbejde her til ultimo september. Mine opgaver på gården består af at passe de æglæggende høns og at samle æg. Om eftermiddagen arbejder jeg med diverse opgaver mest på grøntsagsmarken.

Jeg er rigtig glad for mit arbejde, og lærer en masse hver dag. Jeg glæder mig til at kunne bidrage til produktionen af dejlige grøntsager og æg til medlemmerne af Kundebonde fællesskabet og håber at møde jer til Kundebondedagene.

Med venlig hilsen

Gabriella

At kaste med kålplanter.

Sidste fredag blev jeg ringet op af Janus, som godt kunne bruge noget hjælp til at få kålene i jorden. Og hvad er vel skønnere end at bruge en lørdag formiddag ude på landet med lærkesang over dig.
Janus havde forberedt projektet ved at trække 2 lange riller i hver række, med plantehuller i den rigtige afstand. De forspirede planter stod i kassevogn klar på ladet bag på traktoren, og så var det bare fremad i slowmotion.

Nu skulle der kastes med kålplanter: gående bag traktoren var det opgaven at ramme hullet i jorden, uden at den lille, sarte plante i sin egen lille terning af spirejord knækkede. Det gik for så vidt fint med den række, der var lige under mig, knap så godt med den, der var længst væk. For kålplanter, kasteteknik og tyngdelov lever deres eget liv, så af og til trimlede de over i traktorsporet på den anden side, desuagtet at traktoren bare kørte videre, selv om jeg skulle nå at springe frem og tilbage for at redde det lille skind fra truslen om at blive kørt over.

For det ville den nemlig blive i næste omgang: Nu skulle vi lægge os på ladet, hvorefter traktoren (nej, den var ikke førerløs) trillede ned gennem rækkerne igen, og liggende på maven var det opgaven at få hver plante presset godt og grundigt ned i hullet – som forhåbentligt var ramt nogenlunde præcist – så der ikke kunne stå vand i plantehullet. Jow, jow Spørg bare mine fingre, hvor godt de skulle trykkes ned, de kære små kål”spire”vipper.

Men det gik alt sammen fint, og efter nogle timer stod der 10 (eller var der 12) rækker med nydelige, om end lidt trætte babyplanter i den stenede jord. Og nu begynder farerne for alvor at lure for de små væsener: kålfluelarver!! Men da det nu engang er os, der forhåbentlig skal nyde godt af kålene, havde Janus klargjort en M E G E T stor rulle insektnet. Først skulle den rulles ud og derefter trækkes hen over rækkerne – lidt ligesom at lægge lagen på en seng, altså en i megastørrelse, dog uden at stramme til. Poser med sand langs kanterne, så nettet slutter så tæt som muligt, vi ved jo, at kålfluer og andet kravl er særdeles ihærdige, når det drejer sig om at møvre sig ind, hvor de ikke har noget at gøre.

Plante kål2         Plante kål1            Plante kål3

Alt i alt en herlig dag, tilfredsheden ved at ha’ været med, og så selvfølgelig forventnings glæde ved at følge med i, hvordan det går med vores middagsmad.

Christine

Tak for en dejlig dag på gården!

Min familie og jeg var i lørdags til kundebondedag på Blakgaarden. Formålet med dagen var at få lagt de første løg, men dagen viste sig at byde på meget mere end det. I fællesskab fik vi selvfølgelig sat nogle løg i jorden, men vi fik også snakket med en masse søde mennesker omkring landbrug og politik og hverdagsemner og alt muligt andet. Imens de voksne arbejdede løb børnene rundt og legede på gården eller kiggede på dyrene, og de så ud til at hygge sig rigtig meget sammen.

Dagen sluttede med fælles kaffe og kage og vi to herefter to meget trætte drenge med hjem. Men de var begge klar til at komme på gården igen en anden gang.

Vi siger derfor mange tak for en dejlig dag fra hele familien!

Venlig hilsen Albert, Mikkel, Simon og Mette

foto