Lige nu er det tid til at udså efterafgrøder. Jeg forsøger så vidt muligt at få sået efterafgrøder, når bedene er høstet færdigt, derfor vil der være efterafgrøder i forskellig størrelse. Jo tidligere efterafgrøderne kan blive sået efter 15. august, desto større effekt har de. På billedet ses til venstre en rugvikke efterafgrøde, som er sået efter at der har været dyrket løg. Til højre ses nyligt fremspirede rug og vikke planter efter majs.
Efterafgrøder er en vigtig del af den dyrkningsmåde som praktiseres i grøntsagsmarken på Blakgården. Se mere i videoen herunder.
På Blakgården arbejdes der ud fra at en sund jord giver sunde planter, dyr og mennesker. Derfor er det vigtigt at arbejde aktivt med at opbygge jordens frugtbarhed, liv og vitalitet.
Det tager mange hundrede år at opbygge en frugtbar stabil muldjord og særligt på sandjord er det ikke nogen nem opgave.
Desværre ser man at det, på grund af kunstgødning, sprøjtemidler, ensidige sædskifter og dårlige økonomiske forhold i landbruget, er gået den forkerte vej, igennem de sidste 60-70 år.
Før dette var langt den største del af befolkningen involveret i jordbruget og forstod betydningen af en vital jord. Derfor blev bøndernes arbejde værdsat. Kærligheden til jorden blev indarbejdet i mulden i generationer. Som kundebonde støtter du op om en dyrkningsform som fortsætter dette arbejde, for fremtidige generationers skyld.
Læs eventuelt mere om vitalitet på: vitalitet.org