Her på Blakgården er jeg kommet godt i gang med forårets forberedelser og opgaver. Samtidig nyder jeg at det begynder at spire og vokse mange steder.
Herover ses salatplanter som blev sået i februar, men som stadig ikke er store nok til at blive plantet ud i marken, men det er også stadigvæk for koldt for dem.
Her ses hvidløgene som blev sat i jorden i efteråret, de er tydeligvis begyndt at vokse, så de har fået et lille drys kompost.
I baggrunden har jeg dækket noget jord med plastik, for at det hurtigere kan varmes op til de tidlige kartofler som står og spirer i den gamle hestestald.
De øvrige grøntsagsbede har også fået komposteret hønsegødning. Desuden er det tid til at så hvede, havre og ærter på de øvrige marker.