Kernegruppemøde 12. april 2019

Formålet med mødet var at få rådgivning om den videre proces ved Kirsten Malling Olsen

Dagsorden:

  • Kort præsentationsrunde
  • Formålet med etablering af Kundebonde a.m.b.a.
  • Informationsmøderne 12. maj og 5. juni
  • Den videre proces

Gruppen var udvidet med de personer der har deltaget aktivt omkring udarbejdelsen af vedtægter eller som kernegruppen foreslår indgår i den kommende bestyrelse.

Tilstede: Kirsten M. Olsen, Rasmus Steffansen, Lisbeth Münster, Ina Lauridsen, Ove Sølvsten, Kristoffer Nielsen, Sisse Lunøe og Janus Sølvsten

Præsentationsrunde

Kirsten præsenterede sig og gav en kort intro til andelsbevægelsens historie.

Formål med Kundebonde a.m.b.a.

Formålsparagraffen blev gennemgået. Forskellige aspekter af andelskonstruktionen blev gennemgået og belyst med nye spørgsmål.

Informationsmøderne 12. maj og 5. juni

Dagsordnen for møderne blev diskuteret. Der var mange gode forslag som at lave visionsarbejde, præsentere det udarbejdede værdigrundlag m.m.

Vi besluttede ikke at åbne op for en stor diskussion om vedtægterne, men at indbyde dem der måtte være interesserede i at hjælpe med en eventuel ønsket tilretning af vedtægterne til at deltage i kernegruppemøderne. Derfor begrænser Janus sit indlæg til at omfatte den overordnede organisationsstruktur, mulighederne for andelsindskud og hvordan kontingent fastsættes. (Budrunde)
Det kan tilføjes at vedtægterne er læst og godkendt af en advokat med speciale i kooperative virksomheder.

Andre aspekter som kulturrum, medlemmernes medindflydelse, andelenes størrelse m.m. håber vi kommer frem ud fra de spørgsmål og den debat som vi åbner op for at der skal foregå på infomøderne.

Vi havde overvejet om vi skulle bruge en ekstern person som mødeleder. Kirsten M. Olsen var påtænkt som en mulighed. Hun anbefalede os dog at gøre det selv, fordi vi er mest inde i situationen. Rasmus Steffansen påtog sig at være mødeleder.

Vi overvejede hvem der skulle inviteres til den stiftende generalforsamling. Janus mente at det skulle være dem der har stemmeret dvs. mennesker der er kundebondemedlemmer og som har tegnet sig for en andel. Vi har allerede nu et stort fællesskab. Selvom vi ønsker at det skal blive større i fremtiden, er det bedst at koncentrere sig om at inddrage de mennesker der en med nu.

Den videre proces

12/5 og 5/6 kl. 13.00 – 16.00
2 informationsmøder
Sted: Gjern kultur- og idrætscenter, Skovvejen 6, 8883 Gjern

13.00 Præsentation af værdigrundlag samt proces frem mod fælleseje. v/Rasmus Steffansen
13.45 Præsentation af organisation og principper for et andelssamvirke, samt besvarelse af afklarende spørgsmål. v/Janus Sølvsten
14.15 Pause
14.45 Debat af det fremlagte og samtale om hvilke muligheder et andelssamvirke giver for medindflydelse og udvikling af nye visioner. Ordstyrer: Rasmus Steffansen
16.00 Afslutning

6. oktober 2019 kl. 13.00 – 16.00
Planlægningsmøde/budgetmøde
Sted: Salen på Rudolf Steinerskolen, Stavangervej 3, 8600 Silkeborg.

  1. Fremlæggelse af budget. v/Janus Sølvsten
  2. Fastsættelse af pris. v/kernegruppen
  3. Vejledning i udfyldning af kundebondeaftalen. v/Janus Sølvsten
  4. Valg/sammensætning af kernegruppe.
  5. Ønsker til ændringer i dyrkningsplanen.
  6. Eventuelt.

Kundebondemedlemmer der ønsker at deltage i den kommende sæson udfylder herefter en kundebondeaftale, som afleveres senest 31. oktober.
På kundebondeaftalen bliver der samtidig mulighed for at tegne sig for en andel.

9. november 2019 kl. 13.00-16.00
Stiftende generalforsamling
Sted: Gjern kultur- og idrætscenter, Skovvejen 6, 8883 Gjern

  1. Valg af dirigent
  2. Valg af referent og stemmetællere
  3. Godkendelse af vedtægterne
  4. Valg af bestyrelsesmedlemmer og supleanter
  5. Valg af bestyrelsesformand
  6. Valg af revisor
  7. Eventuelt