Læs artiklen på TV2 Østjyllans hjemmeside: tv2ostjylland.dk
Tørken truer: Landmand må allerede nu tænde for vandingsmaskiner
Landmand Janus Sølvsten kan allerede nu mærke konsekvenserne af et tørt forår. Han må nemlig selv vande sine afgrøder, så det kan overleve.
Af: Louise Fischer Journalist
Mens mange nok nyder de høje varmegrader og tørvejr i påsken, er det langtfra alle, der trækker på smilebåndet. Det tørre vejr giver nemlig problemer for landmænd i Østjylland.
Én af dem er Janus Sølvsten fra Voel. Han er økologisk landmand, og hans marker er allerede så udtørrede, at han har været nødt til selv at tænde for vandingsmaskinerne.
– Her er jorden jo tør i overfladen. Det ser tørt ud, og det støver også, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Og der er nogt om snakken, når landmanden har bemærket, at jorden er tør og støvet. Allerede nu er april måned den tørreste i 15 år.
– Der opstår problemet, at når jorden er tør i de første fem centimeter, og vi så sætter en potte med en plante ned, så tørrer den simpelthen ud, hvis man ikke gør ét eller andet, siger Janus Sølvsten.
I Danmark har man de seneste 15 år målt jordens tørhed med et såkaldt tørkeindeks. Det ligger normalt på mellem ét og to her i midten af april, men ikke i år.
– Lige nu er det ekstremt højt. Indekset ligger på 6,8 ud af en skala på ti, og det vil populært sagt sige, at jorden mangler 68 millimeter vand, siger Per Christiansen, der er meterolog og vejrvært på TV2 Vejret.
Som økologisk landmand har Janus Sølvsten mange forskellige afgrøder, lige fra salat og kål, kartofler, løg og porrer.
Og netop de typer afgrøder er særligt følsomme i det tørre april-vejr.
– At så helt små gulerodsfrø i det her, det ville også være en udfordring, så det kræver selvfølgelig noget i vanding, siger han.
Men selvom han for nu stadig kæmper for afgrødernes overlevelse ved at give dem rigeligt med vand, kan han godt frygte, at han ikke kan følge med, hvis sommeren i år bliver lige så varm og tør som den forgangne.
– Nogle steder kan det måske slet ikke lade sig gøre, hvis det bliver sådan en langvarig tørke igen, siger han.
Men selvom Janus Sølvsten krydser fingre for regn til sine afgrøder, er der noget, der tyder på, at vi igen går en varm og tør sommer i vente.
– Tørken fortsætter her henover påsken. Alle de næste fem dage er der ingen nedbør, men masser af sol, og det betyder en stor fordampning, siger Per Christiansen.
Han forventer, at der hver dag vil fordampe 3 millimeter vand fra jorden, som svarer til 3 liter vand pr. kvadratmeter hver eneste dag.
Med den udsigt har landmanden en klar bøn til vejrguderne:
– Der kommer forhåbentligt snart noget vand, for det var da lettere end selv at skulle til at vande, siger Janus Sølvsten.